Garantiformuen

Beskyttelse af privatpersoners og selskabers midler

 
Garantiformuens dækning varier afhængig af, hvilken form for indskud der er tale om. I tilfælde af at en dansk bank (herunder Saxo Bank A/S eller Saxo Privatbank A/S) går i betalingsstandsning eller går konkurs, dækker Garantiformuen kontante kundeindskud på op til EUR 100.000 pr. kunde. Kontante indskud beregnes som det frie nettoindskud fratrukket en eventuel gæld til banken. 

 
Visse særlige indlån dækker Garantiformuen, som hovedregel, fuldt ud og uden beløbsbegrænsning. Dette gælder for indskud på pensionskonti herunder indekskonti, kapitalpensionskonti, aldersopsparingskonti, selvpensionskonti og ratepensionskonti m.v. Andre indskud, herunder indskud med særlig sociale formål samt visse forsikrings- og erstatningsydelser, er særligt dækket. Disse indskud er dækket med op til EUR 150.000 de første 6 måneder. Herefter er de dækket som almindeligt indskud.

 
Kunders værdipapirer registreret i Værdipapircentralen vil som hovedregel ikke blive påvirket af Saxo Bank A/S’ eller Saxo Privatbank A/S’ betalingsstandsning eller konkurs. Disse værdipapirer opbevares i et VP-depot i kundens navn, og vil derfor blive returneret til kunden. I tilfælde af at Saxo Bank A/S eller Saxo Privatbank A/S ikke kan returnere værdipapirer, der opbevares i depot eller forvaltes, dækker Garantiformuen med op til EUR 20.000 pr. kunde. 

 
Bestemte indskud, foretaget før d. 1/6 2015, dækkes forsat efter Garantiformuens gamle regler og kan derfor være underlagt højere beskyttelse i en afgrænset periode. Dette gælder bl.a. for børneopsparing, provenu af realkreditlån, boligopsparingskonti, uddannelsesopsparingskonti, etableringskonti m.v. 

 
Garantiformuens regler suppleres herudover af reglerne i Værdipapirhandelsloven §§ 80 og 81. Disse regler erstatter tab opstået som følge af fejl begået enten af en værdipapircentral, af Saxo Bank A/S eller af Saxo Privatbank A/S. Hovedreglen for dækning er, at kan en værdipapircentral eller et kontoførende institut ikke dække erstatning af den begåede fejl, hæfter de øvrige deltagere i erstatningsordningen med op til DKK 500 mio. 

 
Erstatningsreglerne i Værdipapirhandelsloven §§ 80 og 81 dækker ikke, hvis en kunde opbevarer værdipapirer i et samledepot i udlandet.

 
Yderligere oplysninger om Garantiformuen samt den ydede dækning kan findes her. 
 
Beskyttelse af kunder i både Saxo Bank A/S og Saxo Privatbank A/S
 
For de, som er kunder i både Saxo Bank A/S og Saxo Privatbank A/S, skal det bemærkes, at Garantiformuens dækning ikke slås sammen. Det betyder, at disse kunder er særskilt beskyttet både for så vidt angår deres engagement med Saxo Bank A/S og deres engagement med Saxo Privatbank A/S. 

 
Beskyttelse af institutionelle kunders midler
Grundet Saxo Bank A/S’ og Saxo Privatbank A/S’ status som autoriserede finansielle institutioner dækkes institutionelle kunders kontantbeholdninger ikke i tilfælde af Saxo Bank A/S’ eller Saxo Privatbank A/S’ betalingsstandsning eller konkurs.

 
Alle værdipapirer, som forvaltes af Saxo Bank A/S eller Saxo Privatbank A/S, returneres til White Label-kunder, hvis de kan udleveres fra Saxo Bank A/S’ eller Saxo Privatbank A/S’ depotbank.

 
Paragraf 72 i lov om finansiel virksomhed sikrer kunderne, at de altid kan få udleveret deres værdipapirer. Denne paragraf pålægger danske banker til enhver tid at sikre kundernes ret til deres værdipapirer – også i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs.